Da kloakering kom på dagsordenen

I århundrederne op til midten af 1800-tallet kan man godt regne med, at luften i byerne ikke just har duftet af violer. Spildevand fra huse og virksomheder blev ledt direkte ud i gadernes åbne rendestene, hestene sked på gaden, og der har været en stram lugt af afføring, rådnende husholdningsaffald og stank fra baggårdenes husdyrhold og småindustri.

Den manglende kloakering har gjort hverdagslivet i byerne til en pestilens på mange måder, Og så medførte det sygdom, når der var risiko for direkte kontakt mellem kloakaffald og så det drikkevand, der blev hentet op fra brøde i baggårde og på torve og pladser. Den store koleraepidemi i København i 1853 var en direkte følge af manglende kloakering, og den blev også anledningen til, at man begyndte et seriøst stykke arbejde for at få byerne i Danmark kloakeret, ligesom man forinden var begyndt i byer som Paris og London.

På landet havde man ikke helt det samme problem. Her besørgede mennesker i grebningen i stalden, men drikkevandet var ofte forurenet af væske fra møddingen, der typisk lå i gården, hvor brønden også var.

Det var forståelsen af, at der var en sammenhæng mellem kontaminering med forurenet kloakvand og sygdom, der for alvor fik kloakeringen i gang. Det var været et af datidens helt store ingeniørprojekter at få den gennemført. Det er sin sag at skulle grave sig gennem byens gader og få tilsluttet husholdninger i lejligheder og huse til et fælles system.

I starten blev alt udledt direkte til åen, der typisk løb gennem byen, eller til havn og hav. Men i årtierne efter 2. Verdenskrig fandt miljøbiologer og teknikere ud af, at det ikke var hensigtsmæsigt at forurene vandmiljøet på denne måde, og vi fik udviklet højeffektive rensningsanlæg til byspildevandet og begrænset udledningen fra landbruget, så i dag er vandmiljøet bedre igen.

Kloakeringen er et godt eksempel på, hvordan vi som mennesker kan skabe et bedre miljø for os selv og samtidig undgå at ødelægge naturen.